Bliv ansat i NORD

15-04-2024

Trænere, Skoletrænere og Badepersonaler søges til Svømmeklubben NORD

 

Beskrivelse

Nu har DU chancen for at blive en del af Svømmeklubben NORD!
Vi leder efter trænere, skoletrænere og badepersonale, der har lyst til at være en del af vores ”Efterårssæson 2024” fra midt august til midt december.
(Skoletrænere følger skoleåret fra august til juni)

 

Hvad går jobbet ud på?

Som Træner får du ansvaret for undervisningen i vandet. Vi har programmapper i begge vores haller, som strukturerer undervisningen og de forskellige øvelser, vi ved, virker.

Som Skoletræner har vi lavet en overordnet undervisningsplan, hvor du i samarbejder med skolerne udformer den enkelte undervisning.

Som Badepersonale er du en ”drone” i hallen. Du skal krydse børnene af og føre kontrolmappe, så vi altid ved, hvem og hvor mange, der er i vandet. Vi går meget op i sikkerhed, og dit ansvar er at holde opsyn med bassinet. Dertil er du den, der møder først ind, og starter hallen op, samt den, der sørger for at lukke hallen pænt ned igen. Som badepersonale skal du også bistå træneren. Det betyder, at du både skal hjælpe med at give bælter og vinge på, støtte børnene i vandet og fra kanten, samt være klar med en hjælpende hånd eller lidt trøst, når de skal i og op af vandet.

 

Hvor er det henne?

Svømmeklubben NORD har Klubhus på Skolevej 2, 9400 Nørresundby. Lige ved siden af huset, er er indkørsel til en p-plads ved Gl. Lindholm Skole. Det er her, man finder Gl. Lindholm Svømmehal, hvor vi har svømmeundervisning alle ugens dage. Derudover har vi svømmeundervisning i Vadum Svømmehal, Søndermarken 20, 9430 Vadum, om tirsdagen, torsdagen og fredagen.
Man skal derfor være indstillet på, at der kan forekomme vagter i begge haller.

Som Skoletræner vil du både kunne få vagter i Gl. Lindholm Svømmehal, Vadum Svømmehal og Sofiendal Svømmehal.

 

Hvor mange timer/vagter har man?

Du får altid faste ugentlige vagter. Hvor mange timer og vagter, du får, bliver aftalt mellem dig, og din daglige leder – vores Foreningskoordinator.

(Som ungarbejder må du have op til 8 timers arbejde ud over din skole på skoleuger, så længe du er under uddannelsespligt.)

 

Hvad er lønnen?

Du får løn efter alder, rolle og uddannelsesmæssige kvalifikationer.
Lønnen varierer fra 70 kr./time til 110 kr./time for badepersonaler.
Trænere får til 120 kr./time
Skoletrænere får 135 kr./time

 

Hvad skal man have på?

Du skal selv have en badedragt eller badebukser med. Du får udleveret t-shirt og short fra klubben, som skal afleveres tilbage, når du stopper, eller hvis du skal have en anden størrelse på sigt.

Når du møder ind, skal du gå i bad og vaske dig - fuldstændig ligesom hvis du selv skulle til svømning. Derefter tager du badetøj og klubtøj på, og går ind i svømmehallen. Vi anbefaler, at badepersonaler og skoletrænere køber nogle gode indendørs kondisko med ”hælklap”, så de sidder godt fast på foden.

Vi har våddragter i Gl. Lindholm Svømmehal, som er til fælles brug blandt de ansatte, da det godt kan blive lidt koldt, hvis man skal være i vandet i mange timer ad gangen.

 

Hvad kræver det at blive ansat?

For at blive ansat skal du have lysten til at være en del af vores aktiviteter i og omkring vand. Du skal være fyldt 15 år for at blive badepersonale og 17 år for at blive træner eller skoletræner.

Alle ansatte skal bestå ”Bassin Livredderprøven” ved sæsonopstart, som du kan læse mere om på SVØM Danmarks hjemmeside via dette link: https://www.svoem.org/Discipliner/Livredning/Vandsikkerhed/Proever/Bassin-Livredderproeven/Indhold-i-Bassin-Livredderproeven/ 

Det er derfor en fordel, at du tidligere har gået til svømning.

 

Hvorfor skal jeg blive ansat i Svømmeklubben NORD?

Svømmeklubben NORD er over 100 år gammel – og det er den af en meget god grund. Vi er nemlig verdensmestre (syntes vi selv) i fællesskab og sammenhold. Fællesskabet blandt de ansatte i NORD er en usleben diamant, der VIRKELIG gemmer på nogle fantastiske venskaber for livet. En overvejende del af vores ansatte er i alderen 15-24 år. Det er derfor let at finde ligesindede, som forstår dig og din hverdag. Alle vores ansatte elsker at lege i vandet, og har altid god stemning med på kanten.

Kunne du derfor tænke dig at arbejde et sted, hvor du lynhurtigt bliver en del af fællesskabet, og f.eks. have et studiejob/fritidsjob, hvor du kan glemme omverdenen og er garanteret en god oplevelse hver gang, så skal du sende os en ansøgning.

 

Hvordan ansøger man?

Klik på linket herunder, og skriv dig op på listen inden torsdag d. 1. august.

Skriv lidt om dig selv og din baggrund.
Skriv gerne om du har kursusbeviser, hvis du allerede har gennemført en af SVØM Danmarks kurser.

Herefter vil vores foreningskoordinator læse alle ansøgninger igennem i uge 31 og kontakte de kandidater, der vil blive inviteret til samtale hurtigst muligt derefter.

Ansøg om at blive ansat i NORD ved at klikke her.

Vi glæder os til at høre fra dig!

 

 

 

 

Bonus info:

Hvilke hold har I?

Vi har hold helt ned to 2-årige, der har deres forældre med i vandet, som vi kalder ”Miniplaske”.

Derefter kan man rykke op til ”Plask og Leg”, som har til formål at vandtilvende børn gennem leg, så de bliver komfortable med at få vand i hovedet, og hovedet i vandet.

Når børnene begynder at kunne begå sig trygt i vandet, rykker de op til ”Begynder”. Her er der stadig fokus på læring gennem leg, men målet er i højere grad, at børne når hen til at kunne svømme fra den ene kant til den anden (i lav ende af bassinet) uden hjælpemidler.

Derefter er de klar til at rykke ned i dyb ende på ”Let Øvet”. Her bliver de forskellige svømmestilarter indøvet, indtil man er klar til at svømme på langs af bassinet og rykke op på ”Øvet”.

På ”Øvet” svømmer alle børn på langs af 25-meter-bassinet, og stilarterne øves fortsat.

Som et ekstra tilbud, har vi oprettet ”Teens+”, som er vores øvet-hold for alle børn og unge over 13 år. Her har vi lidt mere fokus på det sociale, samtidig med at vi dygtiggør os yderligere i at blive sikre i vandet.

Når børnene er godt på plads på ”Øvet”, er der chancer for, at vores Konkurrence-afdeling begynder at kigge efter mulige aspirant- og talentkandidater.

Vi har også mange forskellige voksenhold, for de svømmere, der enten er helt nye, dem der ønsker at motionere med mange baner, dem der ønsker at bevæge sig i vandet til AquaFitness, og dem, der tidligere har svømmet konkurrencesvømning, som gerne vil holde formen ved lige. Dertil har vi også Open Water hold, som træner op til at svømme i åbent vand.

Du kan læse mere om os og vores hold på vores hjemmeside: https://www.svommeklubbennord.dk/ og så kan du selvfølgelig følge med på vores forskellige sociale medier.